Lokale børne- og vuggestuebørn sætter fokus på (u)synlighed i trafikken

Når tusindvis af børn hver dag bliver afleveret og hentet i landets daginstitutioner i efteråret og om vinteren er det ofte mørkt. Derfor går Codan, Børneulykkesfonden og Landsorganisationen Danske Daginstitutioner (LDD) i år sammen om at sætte ekstra fokus på (u)synlighed i trafikken i forbindelse med Årets Refleksdag, der markeres torsdag den 23. oktober. Som led i samarbejdet får 250 daginstitutioner fordelt over hele landet i alt 12.500 reflekser, så både børn og forældre kan blive mere synlige i trafikken.
En ny undersøgelse fra YouGov, foretaget for Codan og Børneulykkesfonden, viser, at 9 ud af 10 bilister har svært ved at se fodgængere og cyklister i mørke, og det kan få alvorlige konsekvenser.
– Det er helt afgørende, at vi lærer børn allerede fra de mindste år, hvor vigtigt det er at være synlig i trafikken. Selvom en refleks ikke syner af meget, kan den gøre en kæmpe forskel. Uden refleks bliver du først set på 25-30 meters afstand. Med refleks på helt op til 140 meter. Det kan betyde forskellen mellem liv og død. Vi håber derfor, at vi med Årets Refleksdag kan være med til at skabe øget opmærksomhed om brugen af reflekser hos børn og voksne, siger Camilla Amstrup, forperson i Børneulykkesfonden og kommerciel direktør i Alm. Brand Group, som Codan er en del af.
Selvom tre ud af fire danskere mener, at reflekser er vigtige, viser Yougov-undersøgelsen, at 40 procent ikke bruger dem, fordi de glemmer det.
– Vi ved, at en refleks kan mindske risikoen for at blive ramt af en bil med op til 85 procent. Alligevel ser vi, at mange ikke husker reflekserne. Ved at engagere daginstitutionerne håber vi, at vi sammen kan skabe gode vaner hos både børn og voksne, siger Camilla Amstrup.
Hos Landsorganisationen Danske Daginstitutioner ser man samarbejdet som en naturlig forlængelse af arbejdet med børns trivsel og sikkerhed.
– Det handler om at gøre sikkerhed til en naturlig del af hverdagen i institutionerne. Vi kan ikke forvente, at små børn husker reflekserne selv. Det er noget, vi skal hjælpe dem og forældrene med. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med Codan og Børneulykkesfonden, som giver os mulighed for at sætte fokus på et emne, der helt konkret kan redde liv, siger Palle Woss, direktør i Landsorganisationen Danske Daginstitutioner.
Udover samarbejdet med daginstitutionerne bliver Refleksdagen markeret i København, Roskilde, Odense, Aarhus, Aalborg og Nuuk, hvor Codan og Børneulykkesfonden uddeler i alt 62.000 reflekser til forbipasserende i morgentrafikken.
Læs mere om kampagnen her.
Kommentarer