Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

Om 10 år mangler der 90.000 ansatte i Danmark. Det er en kæmpe udfordring for vores velfærd og danske virksomheders konkurrenceevne. Så hvad skal vi gøre? Flere politikere kigger på højere pensionsalder, kortere uddannelser, lavere kontanthjælp og ikke mindst øget indvandring. På nær det sidste er det ikke holdbare løsninger. At skære i uddannelserne, nedsætte ydelserne og pensionsudsætte giver ikke mere arbejdsmotivation. Derved udskydes udfordringerne til næste generation – igen. For de små ungdomsårgange ramler sammen med de store ældregenerationer ca. fem år efter, at de lavt hængende frugter i partiernes 2030 planer er plukket. Så er der kun indvandring tilbage. Med de sidste 20 års integrationspolitik taget i betragtning er vi derfor nødt til at tænke nyt. Det kræver reformer af både ydelsessystemet, uddannelsessystemet og pensionssystemet. Men først og fremmest kræver det en grundlæggende nytænkning af arbejdsmarkedet. Det skal laves meget mere fleksibelt, end det er i dag. Og her tænker jeg primært på overgangene mellem ’under uddannelse’, ’ledig’, ’i arbejde’ og ’på pension’.

Offentlige ydelser ændrer generelt begrebet ’arbejde’ fra noget rart til en pligt. ”Skal du ikke snart se at blive færdiguddannet, så du kan få et arbejde”, siger vi til de unge gennem fremdriftsreformen. ”Nu har du arbejdet i 44 år, så du må godt trække dig tilbage og nyde livet”, indikerer vi med Arnepensionen. Paradoksalt nok taler danskerne oftest om deres fagprofession som noget positivt. Samtidig har langt størstedelen af de studerende studiejobs og frivilligt arbejde under uddannelsen. På tilsvarende måde forlader en overvejende del af pensionisterne sofaen til fordel for meningsfuld virkelyst. Tæt på 30 % af de ældre i Danmark udfører frivilligt arbejde i organisationer og foreninger. Og de fleste gør det, fordi det giver dem livskvalitet og oplevelsen af betydning for andre. Så vi danskere kan rent faktisk godt kan lide at arbejde og bidrage til samfundet. Det skal vi udnytte endnu bedre i fremtiden. Det er her, at fleksibiliteten kommer ind i billedet.

Lyt til Ydelseskommissionens forslag, så positive incitamenter til selvforsørgelse får de ca. 90.000 nettoledige fuldt integreret i arbejdsstyrken. Et sikkert eksistensminimum og gradvis øget arbejdstid vil motivere dem, der i dag står helt uden for fællesskabet. Retten til sporskifte, 110% dagpenge og livslang læring øger i forvejen arbejdsmarkedets fleksibilitet. De tiltag bør fastholdes af den kommende regering. Derudover skal vi lave fleksible ordninger, så ældre kan trappe langsommere ned uden 1:1 modtræk i pensionen – også tidligere end i dag. Når der kan satses på dem i længere tid, kan erhvervslivet bedre udnytte seniorernes professionserfaring. Slutteligt skal ’gennemførelse på normeret tid’ ændres til ’uddannelse til tiden’, så kompetencer udnyttes bedre. I Danmark anvendes bachelorer fra universiteterne kun i ringe grad. Det bør ændres i både det private og det offentlige, og her kan det offentlige gå forrest så vikariater opslås til bachelorer. Generelt skal vi skabe et arbejdsmarked, hvor medarbejderne selv tjekker ind og ud af uddannelsessystemet, når og som det passer med professionsvalg og jobmotivation. Derved anvendes uddannelsespladser mere effektivt til dem, der reelt set kommer til at kompetenceudnytte læringen. Det er på tide at ændre gamle strukturer, for de er en hindring for fleksibiliteten i fremtidens arbejdsstyrke.